Klichéer

AV LARS BRINK

I dansk dagligsprog er betydningen, ligesom i norsk, udflydende. Etablerede fraser som Jeg elsker dig! – Venlig hilsen – dø af grin kaldes rask væk klichéer. (Betydningen er oprindelig metaforisk, hentet fra typografernes tryk-plade til billeder. Dvs.: En sammensat meddelelse udtrykkes med ét hurtigt præfabrikeret middel).

I dansk fagsprog bruges det gerne mere præcist. Definitionen er udsprunget af Erik Hansens fremragende afhandling fra 1979: »Den sproglige kliché«. Definitionen lyder i dag i min formulering:

’et udtryk, der er tiltænkt at rumme en stilistisk effekt, men som i forvejen er etableret (= lagret og husket)’.

Velkendt pynt

Man kan sige noget lige ud ad landevejen, fx Jeg tager til Italien; det kan – improviseret – fikses op til: Jeg tager ned til Berlusconi-land;eller det kan udtrykkes: Jeg tager ned til Støvlelandet. – Støvlelandet er en kliché. Det er ikke det ligefremme nøgterne udtryk for tanken; det pynter sig med en lille effekt, som imidlertid ikke er original, men yderst velkendt.

Andre klichéer er: for mine synders skyld – Det Store Æble – snail-mail – få så hatten passer – ligne en million – være noget 200% – menneskets bedste ven.

Mange klichéer har også en konkret betydning; man kan nøgternt sige, at en cyklist overhaleren anden indenom, men brugt overført er det en kliché.

En ikke-kliché kan godt være farverig, blot den er et direkte udtryk for sin tanke og ikke angler efter beundrings-point. Som ind i helvede er et direkte udtryk uden omveje, ligesom flomme-fed er et direkte udtryk for frastødende fedme.

Bemærk, at definitionen ikke er smags-subjektiv. Uanset om fx byernes by falder i god jord hos modtageren, er det en kliché, fordi der tilsigtes en lille velkendt stil-effekt – modsat det neutrale Paris.

Begåelser

Hvad der for den ene er spontant og rak på sak, kan være en væmmelig omvej for andre, fx Klap lige hesten! i stedet for Slap lige af! Da jeg første gang hørte, at NN havde begået en bog, lo jeg højt; det var ukendt og dermed ingen kliché for mig. Men dét blev det hurtigt. Jeg bryder mig stadig ikke om det, men må erkende, at det nu er blevet så almindeligt, at mange danskere med garanti ikke tilsigter nogen stil-effekt med det.

En kliché-afsender prøver ikke – som man kunne tro – at antyde, at han selv har skabt det pågældende udtryk. Når fx nogen bedyrer for mig, at en ting kostede det hvide ud af øjnene, så véd han udmærket, at vi allesammen kender det udtryk (opr. fra en revy i 1965). Men selvfølgelig kan man godt forsøge sig med en ret ny kliché. Da Det er bare post til tiden! (= ’Det er skønt!’) var helt ny, viderebragte jeg den og scorede et billigt point på den.

Guldklumper

Geografiske navne har en særlig evne til at avle klichéer, fx Den Evige stad, Nordens Venedig, Københavnstrup, Smilets By, Østersøens Perle, das Vaterland (på dansk), Folkhemmet (do.), Den Grønne Ø, Moder Rusland / Den Russiske Bjørn, Sambalandet, Guds eget land og, værst af alt, down under. Der er mærkværdigvis ingen kliché for Norge, men Oslo kaldes ofte verdens største landsby, og nordmændene selv fjeldaber; hvor var det sjovt – 1. gang.

Klichéen er en fin måde at signalere en venlig og beroligende indstilling på.

Det store kliché-problem er, hvorfor digtere og andre forfattere med æstetisk ambition skyr klichéen som pesten (!), mens de fleste journalister og de brede masser dyrker den. Fx godtager billedbladslæserne rask væk de kendtes små guldklumper, mens den litterære elite næsten kaster op. På eliten virker klichéer på samme måde som gentagelser af vittigheder, ja, måske forhøjer det leden, jo bedre de oprindelig var – det er som at blive stopfodret med et smukt digt. Komme ud af starthullerne var oprindelig en fin metafor, men ligesom vittigheder bør den da ikke gentages. Folk flest har imidlertid intet imod dem. Jeg har spekuleret over dette problem i årevis, uden resultat.

Bekæmpes med klichéer

Der kan siges mindst én god ting om klichéen. Den er en fin måde at signalere en venlig og beroligende indstilling på. Hvis vi går ind til naboen for at kvæle ham, vil vi ikke sige: »Nu er det tid at stille træskoene«. Vi vil heller ikke meddele en god ven, at hans mor er død med ordene: »Breaking news!...«. Så når jeg hører en kliché, ved jeg, at min næste er venligtsindet og uden farlige budskaber.

Jeg vil slutte med et lærebogseksempel forfattet af Erik Hansen: Vi vil bekæmpe dem med alle til rådighed stående klichéer.

-- Lars Brink er tidligere professor i dansk språk og litteratur ved Universitetet på Island.