Sprog til salg

AV JØRN LUND

Det kommer snigende inden for alle områder af samfundet, man studser måske ind i mellem over det, men sjældent standser man op og gør status. Men status er, kort og godt, at der i de seneste 10–15 år i stigende tempo er sket en kommercialisering af tænkning og sprog. Hver for sig er eksemplerne måske uskyldige nok. Herre Gud, hvad gør det, at den danske superliga i fodbold på skift er blevet til Coca Cola-ligaen eller SAS-ligaen? Navn til salg for den højestbydende. Og lad da bare mediernes vejrudsigt sponsorere. Ganske vist skal man høre et firmanavn gentaget flere gange hver dag, men der er jo større problemer i verden. Og betyder det noget, at træningsdragten er erstattet af en forretningsmandshabit, når landstræneren i fodbold følger landskampene? Er det ikke bare udmærket, at erhvervsstof fylder mere end kulturstof i nyhedsformidlingen? Og skal jeg hæfte mig ved, at min forespørgsel til kirkens præstekontor om, hvorvidt  min datters vielse kunne finde sted en bestemt lørdag, blev besvaret med et venligt «Desværre hr., kirken er booket, ja booket i hele dén måned, alt er udsolgt»? Og hører det ikke bare til betingelserne i globaliseringens tidsalder, at konkurrencetænkning og elitedyrkelse præger forskning og uddannelse?

Branding og kompetenceprofil

Konkurrencetænkning og branding sniger sig også ind på uddannelsesområdet. Lad os først lige ryste hovedet og overveje, hvad vi har et uddannelsesvæsen til: at give rum for børn og unges udvikling og uddannelse med henblik på deres personlige vækst og deres muligheder for at bidrage til samfundsudvikling og arbejdsliv. Det tør kaldes en samfundsopgave af di-mensioner, og vi har et par hundrede års tradition for, at det netop er et samfundsanliggende, et fælles ansvar. Men nu skal der konkurreres, i hvert fald i Danmark. Mange skoler laver regulære kampagner, rektor skal sælge skolen, og den store dag med åbent hus-arrangementet er kulminationen, hvor de muntreste og mest tiltrækkende lærere trækkes frem, hvor glade elever fortæller om de herlige rejser og vilde fester, og rektor en passant fortæller, at kvalitet er det, man satser på. Sådan foregår det selvfølgelig ikke alle steder, men tendensen er vidt udbredt.

En videregående skole i Gentofte ved København ville for to år siden lokke eleverne til med et tilbud om en computer; det var nu nok 10 år for sent, og fascinationen af computere som klassesæt er efterhånden til at  overse. Endvidere lancerede man en sejlerklasse – næppe af hensyn til rekruttering af søens folk; skolens hjemmeside viste en sejlbåd i noget, der kunne ligne et eksklusivt Middelhavsmiljø. Jeg skal ikke afvise, at det kan have sin berettigelse, at en af landets gymnasieskoler har en sejlerklasse, men den er næppe opstået af en overskudstænkning, men af nød: Vi må finde på noget at profilere os med, så vi bliver konkurrencedygtige.

I dag skal alle skoler ikke bare have et formuleret værdigrundlag, de skal også have en profil, og det varer nok ikke længe, før man ansætter informations- og reklamefolk. De er der jo allerede, men de fleste trods alt kun eksternt tilknyttet. Skolen skal sælges gennem branding, elevernes kompetenceprofil anses for vigtigere end deres personlige udvikling.

Fra forskning til faktura

På de højere niveauer har man i mange år talt om kandidatproduktion, studietrinstilvækster og tilskud efter taxameterprincippet, og skaden ved det var til at overse, hvis det kun var ordene, man skulle vænne sig til. Men økonomistyringen har i nogen grad dehumaniseret universitetslivet, gennemløbshastighed prioriteres ofte højere end fordybelse, og lærerne må, også for deres egen ansættelses skyld, se at få produceret så mange kandidater som muligt, samtidig med at de for at meritere sig må bejle til de prestigegivende, ofte engelsksprogede tidsskrifter, så instituttet og universitetet kan hævde sig i den internationale konkurrence. Universiteterne er bl.a. kastet ud i en skærpet konkurrence pga. de internationale og oppefra kommende ønsker om benchmarking. I universitetspolitiske sammenhænge har jeg bemærket, at udtrykket ’internationalt samarbejde’ næsten er forsvundet til fordel for ’international konkurrence’. Og i videnskabsministeriet synger man den samme sang. Samtidig bejles der til stadighed til erhvervslivet. Videnskabsministeriet har ifølge sin egen selvforståelse «til formål at sikre samspillet mellem erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesmiljøerne samt at styrke koordination i forhold til erhvervs- og innovationspolitikken.»

Man vil være i front, forrest i feltet, førende, bære førertrøjen, og udnævne såkaldte regionale videnpiloter. Der er gået Cassius Clay i ministeriets kommunikation. Bemærk i citatet, at ’erhvervslivet’ kommer før ’forskning’ og ’uddannelse’. Jeg så bukkefoden ved et uddannelsesmøde for et par år siden, hvor der blev diskuteret forskning under overskriften Fra forskning til faktura.

Videnøkonomi og benchmarking

Der synes at være tale om en vidt udbredt tro på, at man kan skrige sig til kvalitet og nærme sig det ypperste ved at sætte sig store mål. Den såkaldte Lissabonproces går bl.a. ud på, at  EU i år 2010 skal være verdens mest konkurrencekraftige økonomi; man vil satse på bl.a. såkaldt videnøkonomi. Og Nordisk Ministerråd bad i 2005 alle sine rådgivningsgrupper gøre rede for, hvordan Norden kunne placere sig stærkest muligt i Lissabonprocessen. Ministerrådets sekretariat i København spiller i det hele taget lystigt med på tidens melodier. Formandskabsprogrammet for 2005 hedder «Norden i en ny tid: Viden, dynamik og samarbejde», og en årbog fra 2005 har titlen «Norden som global vinderregion. På sporet af den nordiske konkurrencemodel.» Fremstillingen præges af flittig brug af ord som «strategi», «konkurrence», «vidensamfund», «globaliseringens udfordringer», «innovation», «resultatorienteret», «netværk», «kompetencer», «dialog» osv., alt sammen gode ord, men de flytter ikke i sig selv noget som helst. Man bliver ikke dynamisk af at bruge ordet «dynamisk» i hver anden sætning, ikke innovativ ved at gentage det som et mantra, og resultaterne indløber ikke i en lind strøm, bare man bruger ordet «resultatorienteret» tilstrækkelig meget.

De ord, der anvendes på de højeste politisk niveauer, smitter af gennem hele systemet. Hvis det kunne føre til målet, var det jo ideelt, men hvis man tror, at konkurrence og elitedyrkelse er den vigtigste dynamo i forskning, uddannelse eller for den sags skyld i det nordiske samarbejde, tager man fejl. Der skal mere til! Og der er ingen garanti for kvalitet, når fx den såkaldte World University Ranking laver benchmarking mellem universiteter over hele verden. Men offentligheden og universitetsbefolkningen ligger på maven for den slags.

Den danske videnskabsminister mener at kunne hjælpe udviklingen på vej ved at åbne for private universiteter. De vil kunne øge den interne konkurrence, hedder det, og frit udvikle incitamentstrukturer (muliggøre højere løn), så udenlandske forskere kommer hertil. I et land med 11 universiteter og flere university colleges på vej kan det let føre til, at man konkurrerer sig ihjel og forfejler et af hovedformålene med universiteterne: at bidrage til samfundets husholdning ved at uddanne dygtige læger, ingeniører, advokater, embedsmænd og administratorer, økonomer, samfundsforskere, agronomer, præster, tandlæger, gymnasielærere osv., kort sagt personer, der skal gøre tjeneste i det samfundet. Universiteterne er ikke kun til for forskernes skyld, og deres berettigelse er ikke kun at forsyne samfund og erhvervsliv med forskningsresultater, der kan patenteres.

Erhvervsfolk i bestyrelserne

Kan man nu hjælpe udviklingen på vej ved at placere eksterne folk, herunder erhvervsfolk, i universitetsbestyrelserne? Det må man håbe. Jeg har fornøjelsen af, at Københavns Universitet har valgt mig ind i sin første bestyrelse sammen med bl.a. nogle fremtrædende erhvervsfolk med forskerbaggrund og stor forståelse for den fri forsknings afgørende betydning og en klar erkendelse af, at den skal have gode vilkår. Om vi så kan være med til at skabe rammerne for en mere dynamisk organisation, en hurtigere beslutningsstruktur og et udviklende forsknings- og uddannelsemiljø, det må jo vise sig efterhånden. Universiteterne har stort set valgt fornuftigt ved at finde erhvervsfolk, der ved hvad forskning er. Dem er der ikke så forfærdelig mange af. Men der er ikke desto mindre mange, der generelt mener, at den offentlige sektor ubetinget skal lære af den private sektor, og som opfatter ’professionel ledelse’ som ’ledelse som i næringslivet’. Men ’professionel ledelse’ er i universitetssammenhænge også at kende til forskning og universitetsliv. Ellers lister kommercialiseringsspøgelset sig atter ind på området for de fælles anliggender og det fælles ansvar.

Den offentlige sektor bliver ofte under ét betragtet som en tung maskine, som et nærmest sovjetisk system, bestykket med skrankepaver, der er organiseret i strenge hierarkier. Sådan er det langt fra alle steder. Faktisk er mange af de dygtigste ledere, jeg har kendt, folk i den offentlige sektor. Dér er man nødt til at tilpasse sig skiftende politiske vilkår, man skal kunne kommunikere både internt og eksternt, og der er medarbejdere med rettigheder og indflydelse, som man må samarbejde med. Det betyder, at man som leder er nødt til at være lydhør – i stadig bevægelse. En administrerende direktør med en tillidsfuld eller slumrende bestyrelse bag sig løber derimod den risiko at blive mindre dynamisk. Hvis man ikke hører til de ledere, der sørger for også at omgive sig med folk, der kan levere et kvalificeret modspil, kan man som chef falde for fristelsen til at ansætte supportere og købe konsulenter til det besværlige – og så i øvrigt passe sit ledelsesnetværk. Ikke så få køber  sig efterhånden en ven og rådgiver, en coach, som de taler med om virksomhed og privatliv ved frokoster eller middage i byen. En sådan coach betjener sig ofte af et sprog, der er gennemsyret af   letkøbt filosofi og psykologi pakket ind i dyre, tidstypiske ord. Det sprog er i sin ideologi beslægtet med de tendenser, der for længe siden har gjort lånere på biblioteker, patienter på sygehuse og gæster på et museum til brugere. Almindelig medmenneskelighed er ved at blive reduceret til serviceydelser.

Public service

At også tv-stationerne opfatter sig som konkurrerende aktører i mediemarkedet, behøver knap nok at eksemplificeres; vi læser jo ikke om andet. Oplysning er blevet til public service. Kanalerne og programmerne konkurrerer, medarbejderne efterhånden også, nogle af dem for at overleve. For et par årtier siden var folk i statsradiofonierne stolte af at være ansat lige dér. Nu er mange af dem frygtsomme og piskes rundt i manegen af chefer, uddannet til at tænke i markedsandele, segmenter, koncepter osv. Og kommercialiseringen kan jo godt præge tænkningen uden at manifestere sig i reklamer. I tv lyder fx Danmarks Radios programannoncering som reklameindslag. Samme stemmeføring, samme monotoni i den professionelle begejstring for de dramatiske højdepunkter, der vises glimtvis. Indholdet i nyhedsmedierne bidrager i stigende grad til kommercialiseringen af tænkningen, erhvervsstof  bliver mere og mere omfattende, bagatelgrænsen er lav, og de stakkels topledere, som hele tiden er i fokus, behandles som orakler; vi skal tilmed høre, hvad der ligger på deres natbord.

Gensidig sparring

Vi skal naturligvis have et velfungerende erhvervsliv, der lever i vekselvirkning med samfundet og dets uddannelsessystem, men lad os også holde tingene adskilt og huske, at tilværelsen rummer immaterielle værdier, og  at samspillet mellem mennesker rummer balancer, som det kommercialiserede eller maskinelle billedsprog ikke kan udtrykke og ikke skal forgribe sig på. Vi har vænnet os til at tale om, hvordan ægtefæller fungerer sammen, jeg har hørt om folk, der evaluerer hjemmesituationen og laver cost/benefit-analyser (hvad giver jeg, og hvad får jeg?) og drøfter deres  konflikthåndtering og den gensidige sparring. Jeg skal ikke afvise, at der kan komme noget positivt ud af det. Men når kærlighed, ansvar og engagement bliver til ejerskab og medarbejderskab, ringer alarmklokkerne. «Du må føle medejerskab til børnenes opdragelse», «de unge skal føle ejerskab til samfundet», hedder det. Så er vi igen ude i at gøre menneskelige grundfølelser til noget, man handler med. Men mennesker er ikke produkter eller objekter, selv om man med et provokerende udtryk er begyndt at udfase medarbejdere.

Nogle hævder, at vi bliver hvad vi siger. Så enkelt er det heldigvis ikke. Men de aktuelle tendenser i sprog og tænkning kan godt fortrænge væsentlige dele af menneskelivet, dem, der lidt hånligt i tidens sprog kaldes de bløde værdier. Et uheldigt udtryk. De er nemlig benhårde. Det er jo dem, vi lever for. Et menneske er andet end en omvandrende kompetenceprofil. Vi har kun ét liv, og meget få ville være tilfredse, hvis deres liv kun var  at operere på markedet, at udvikle eller sælge produkter og flytte markedsandele. Hvorfor så tale om det, som om det var tilfældet – og indrette sprog og tænkning derefter?

-- Jørn Lund er professor og direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.